Otte forfattere får legater til skriveophold på universiteter

VELUX FONDENs pilotprojekt Writers-in-residence skal fremme dialogen mellem humanvidenskab og kunstnerisk praksis og styrke dansk litteratur. Nu får otte talentfulde forfattere arbejdslegater til skriveophold i universitetsmiljøer.

Mød de danske universiteters første skønlitterære writers-in-residence: Majse Aymo-Boot, Adam Drewes, Signe Gjessing, Ida Marie Hede, Luka Holmegaard, Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Mikas Lang og Gerd Laugesen. Snart flytter de ind på henholdsvis Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.

”Årets bevillingsmodtagere har bekræftet os i det høje kunstneriske niveau i vækstlaget af dansk skønlitteratur og det store potentiale for nye litterære gennembrud. Skønlitteraturen er en vigtig stemme i vores samfund og demokrati. Med programmet ønsker vi at styrke litteraturen ved at skabe tid og rum for samarbejde og gensidig inspiration mellem forfattere, forskere og studerende. I det møde kan der opstå nye, kreative erkendelser og udtryk til gavn for både litteraturen, forskningen – og ikke mindst læserne. Vi glæder os til at følge eksperimentet,” siger programchef Henrik Tronier fra VELUX FONDEN.

Ansøgningsproces

Fonden modtog 12 inviterede ansøgninger fra de seks humanvidenskabelige institutter, der er etableret samarbejde med i forsøgsperioden. Ansøgningerne er skrevet i samarbejde mellem forfatter og en forsker på det pågældende institut.

Ansøgningerne er blevet vurderet af et internationalt bedømmelsespanel af forfattere og forskere og af VELUX FONDENs arbejdsgruppe for humanvidenskabelig forskning, som har indstillet forfattere til bestyrelsen. Læs mere om programmet i writers-in residence 2021-opslaget  (obs ansøgningsfristen var den 7. oktober 2021).

Writers-in-residence programmet er skabt i samarbejde med forfattere og forskningsmiljøer på landets humanvidenskabelige institutter. Fælles for forfatterne er, at de endnu ikke er etablerede fuldtidsforfattere, men alligevel har et højt niveau i deres litterære talentudvikling med flere udgivne skønlitterære værker bag sig. Og at de både vil kunne bidrage med inspiration til instituttets forskere og studerende og selv opnå stort kunstnerisk udbytte af dialogen.

Toårig forsøgsordning

De otte forfattere får hver toårige arbejdslegater på 200.000 årligt i honorar. Herudover bliver universiteternes udgifter til forfatterkontorer, administration m.v. dækket. VELUX FONDEN giver således i alt 4,8 mio. kr. i bevillinger under initiativet, der skal køre i en forsøgsordning på to år. Det næste programopslag forventes at blive offentliggjort i løbet af foråret 2022, hvor arbejdslegatet vil kunne søges efter invitation fra en institutleder ved et af de humanvidenskabelige institutter, der er etableret samarbejde med.

Forfatterne har ordet

Herunder kan du se forfatterne og læse deres tanker om at skulle være writers-in-residence.

Klik på pilen under forfatternes navn og universitet.

Majse Aymo-Boot
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet:

 

”Jeg håber og tror, at jeg får arbejdsro til at skrive et påbegyndt manuskript færdigt, og derudover håber jeg på en samtale, der kan give fagligt brændstof til de ting, der optager mig i mit manuskript.”

Adam Drewes
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet:

 

”Arbejdslegatet fra VELUX FONDEN og samarbejdet med Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab rummer et stort potentiale – både i forhold til udviklingen af min egen kunstneriske praksis, men også i forhold til den videns- og praksisudveksling, der kan finde sted under et sådant samarbejde. Jeg ser frem til at fordybe mig i det kunstneriske arbejde og møde både forskere og studerende ved NorS.”

Signe Gjessing
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet:

 

”Jeg håber i samarbejdet med Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab at skærpe min indgangsvinkel til poesien i en grad, så at digte kan opstå i det klare lys fra deres forudsætning. Jeg vil svare min tid i et forsøg på at lade den glemme sig selv. Dette ved at forbinde en metafysik med den yderste radikalitet, som står ud til alle sider. Mit håb er i tiden på instituttet at udforme en poetik, som i sine grundris lader ordet potensere blomsten - for ikke at svigte den.”

Ida Marie Hede
Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet:

 

”Som writer-in-residence glæder jeg mig til at få skrivetid, mens jeg aktivt bruger min forfatterpraksis både i undervisningen i kreativ skrivning-faget, såvel som i vidensudvekslende projekter med forskere på Institut for Kommunikation og Kultur på AU. Jeg håber på gensidig inspiration, øget dialog, og interdisciplinære, også internationale, litterære møder og samarbejder.” 

Luka Holmegaard
Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet:

 

”Jeg er så glad for at kunne begynde dette samarbejde med Institut for Kulturvidenskaber, og samtidig få tid til at skrive, det er jo helt vidunderligt. Research er en stor del af mit arbejde som forfatter, så det er en kæmpe ressource for mig både at få adgang til universitetets biblioteker og netværk og til at sparre med forskere; lige nu er jeg for eksempel meget interesseret i romantikken og glæder mig til tale med folk, som er eksperter i netop i den periode. Jeg håber at finde meget inspiration både til læsning og til mine egne tekster på instituttet.”

Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC:

 

”Jeg er taknemmelig for muligheden for som writer-in-residence på Roskilde Universitet at opnå øget, sammenhængende skrivetid samt nye perspektiver i det levende land mellem kunst og forskning. Det er et stort privilegium at kunne udveksle ideer og viden med studerende og undervisere på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, og jeg glæder mig til samarbejdet.”

Mikas Lang
Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC:

 

”Jeg håber, at samarbejdet med forskerne og de studerende kan hjælpe mig til at finde et formsprog, der kan udtrykke en særlig sort diasporisk erfaring i Danmark. Desuden drømmer jeg om, at dette møde mellem poesien og videnskaben kan bidrage til den forhandling af forholdet mellem fortid og nutid, der sker i disse år. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.”

Gerd Laugesen
Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet:

 

”Jeg vil bruge de næste to år på at fordybe mig i egen skrift og sammen med forskere og studerende finde nye måder at skrive på. Vi skal dyrke litterær grundforskning og skrive på tværs af fag og genrer. Det vil åbne litteraturen op, også mit forfatterskab - det vil bygge broer. Jeg glæder mig til at komme tilbage til universitetsmiljøet. Det er en helt særlig mulighed. Jeg er meget taknemmelig og stolt.”

Pressebilleder

Forfattercollagen og de individuelle forfatterportrætter må bruges i forbindelse med omtale af writers-in-residence programmet: Download pressefotos af writers-in-residence her 

 

 

Kontakt:
Anna Høxbro Bak
Kommunikationsrådgiver, VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN
Phone: 
+45 22 64 03 55