VILLUM FONDEN er hovedaktionær i VKR Holding A/S (moderselskabet for VKR Gruppen), hvis virksomheder tilsammen beskæftiger omkring 15.000 medarbejdere i mere end 40 lande. 

Fonden modtager via ejerskab af aktier ca. 90% af holdingselskabets samlede årlige udbytte. VELUX FONDEN har ikke ejerandele i firmaet.

VILLUM FONDENs aktieandel i VKR Holding A/S er udformet som B-aktier, og med de to A-aktionærer fra stifterfamilien er der udarbejdet et ’checks and balances’-system, som gør, at to af de tre aktører i forening har bestemmende indflydelse. VILLUM FONDEN har således ikke bestemmende indflydelse i VKR Holding A/S og er derfor ikke en erhvervsdrivende fond.  

VILLUM FONDEN har et fundatsbestemt medejeransvar over for VKR Gruppen og dens medarbejdere og skal medvirke til at sikre, at VKR Holding A/S har en bestyrelse, der effektivt leder og kontrollerer selskabet med sigte på levedygtighed og opretholdelse som mønstervirksomhed.

Fonden udmønter sit medejerskab af VKR Holding A/S primært ved sammen med de to A-aktionærer at udpege holdingselskabets bestyrelse. Desuden får fondsbestyrelsen årligt foretaget en ekstern evaluering af resultaterne i VKR Holding A/S.

Repræsentanter i bestyrelse og ejerkreds

Der er typisk ét fælles medlem af bestyrelsen i VKR Holding A/S og VILLUM FONDEN for at sikre god kommunikation.

Et andet medlem af VILLUM FONDENs bestyrelse repræsenterer fonden som aktionær i ejerkredsen, og denne repræsentant kan hverken være fra stifterens familie eller det fælles bestyrelsesmedlem mellem fondens og VKR Holding A/S' bestyrelse. Fondens ejerrepræsentant deltager i regelmæssige møder mellem ejerkredsen og VKR Holding A/S' ledelse.

VKR Holding A/S