Som almennyttige fonde ønsker vi at leve op til både omverdenens og egne krav om transparens og åbenhed, som vedrører vores organisation og aktiviteter.

Fondene følger derfor en række retningslinjer for god fondsledelse, habilitet og interessekonflikter, forskningspraksis mv.

Kommunikationsprincipper

Vi ønsker i vores kommunikation at vise gennemsigtighed om vores processer og åbenhed om vores strategier, aktiviteter og bevillinger.

Kommunikationsafdelingens primære mål er at understøtte uddelingsområdernes strategier og mål om at nå de bedste ansøgere og få de bedste ansøgninger. Vi stiller gerne op til interviews og kommentarer om vores virke – men i virkeligheden ønsker vi snarere, at det er målet for vores handlinger, der er i fokus, dvs. vores bevillingsmodtagere, deres projekter, dagsordener og resultater.

Kommunikationsafdelingen skal sørge for en proaktiv kommunikation af fondenes virke gennem relevante kanaler samt betimelig og responsiv betjening af medier og andre interessenter.

Direktøren tegner fonden udadtil – undtagen mht. investeringsporteføljen, hvor det vil være investeringsdirektøren. I specielle tilfælde, fx vedrørende delejerskabet af VKR Gruppen eller helt særlige projekter, kan det også være bestyrelsesformanden for den relevante fond. På programniveau eller i tilfælde, hvor den faglige indsigt i politik, programmer og projekter er central, vil det dog typisk være programchefer, der udtaler sig.

Kommunikationschefen er primær kontaktperson for emner vedr. presse- og kommunikationsstrategi.

Habilitet og interessekonflikter

Vi ønsker at sikre transparens om vores daglige arbejde. Det gælder ikke mindst på området habilitet og dermed vores relationer til ansøgere, samarbejdspartnere, leverandører m.fl. Fondenes bestyrelser og arbejdsgrupper har derfor drøftet og vedtaget en række principper og retningslinjer, så både bestyrelsesmedlemmer, direktion, medarbejdere og sagkyndige følger almindelig praksis omkring habilitet.

Kort fortalt gælder følgende:

  • Bestyrelsesmedlemmer, arbejdsgruppemedlemmer og sekretariatsmedarbejdere må ikke deltage i behandlingen af sager, hvor der foreligger en interessekonflikt i forhold til vedkommende.
  • Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af vores arbejdsgrupper og sekretariatsmedarbejdere tager aktivt stilling fra sag til sag, hvis der er en relation til en ansøger eller en sagkyndig. Derfor deltager de ikke ved behandling af og beslutning om en sådan sag.
  • Bestyrelsen beslutter, hvilke sager som skal viderebehandles, og hvilke der skal bevilges. Direktion og fondsrådgivere deltager i sagsbehandlingen.
  • Sagkyndige, der bistår med faglig bedømmelse af ansøgninger, bliver hver gang bedt om at redegøre for, om de er inhabile i forhold til konkrete ansøgninger.

Se notatet vedrørende vores principper for habilitet nedenfor:

Notat om principper for habilitet

Europæisk netværk for fonde

Begge fonde er tilsluttet European Foundation Centre's (EFC) principper for god fondsledelse. 

EFC Principles of Good Practice

'Research integrity'

En væsentlig del af fondenes bevillinger støtter forskning. Derfor har vi valgt at tilslutte os principperne i Danish Code of Conduct for Research Integrity. 

Danish Code of Conduct for Research Integrity

'Open Access'

Fondene følger de offentlige forskningsråd og fondes Open Access-politik.

Open Access-politik